Vi har nogle faste rutiner for dagen, så børnene oplever forudsigelighed og ved nogenlunde, hvad der skal foregå. Udover de faste elementer som samling, måltider og lure, så planlægger vi pædagogiske aktivteter på forhånd, som tager højde for børnenes individuelle behov og udvikling. For bedst muligt at kunne gøre det, inddeler vi ofte børnene i små grupper, når vi laver pædagogiske aktiviteter.
Men vi er også optagede af, at børnene oplever medbestemmelse og ejerskab i deres hverdag. Derfor har vi også fokus på at inddrage børnene og tage udgangspunkt i deres interesser og initiativer i løbet af dagen.
Vi sætter ord på barnets følelser, handlinger og oplevelser i børnehøjde, så det enkelte barn får en oplevelse og følelse af at blive mødt der, hvor det er. Det gør, at barnet bliver mere bevidst om sig selv og sine egne følelser og dermed også bliver bedre til at aflæse de andre børns følelser.
Dagens gang i Eventyrhaven
Vi åbner klokken 7. Vi starter dagen i alrummet, hvor de børn, som bliver afleveret tidligt, er sammen på tværs af stuerne. Her serverer vi også morgenmad.
Klokken 8.30 fordeler vi os ud på vores egne stuer.
Klokken 9 er der frugt. Nogle stuer holder samling her, andre gør det senere på dagen.
Klokken 9.30 starter dagens planlagte aktiviteter, og her fordeler vi os ofte ud i mindre grupper. Dagens aktiviteter kan byde på leg, bevægelse, kreaprojekter, ture ud af huset - og alt derimellem.
Klokken 10.45 er der frokost. Herefter bliver de yngste puttet til middagslur, og de ældste går ofte på legepladsen.
Klokken 13.30 er der eftermiddagsmad - typisk brød, frugt og mælk. Herefter er der igen leg og aktiviteter på stuerne og legepladsen.
Klokken 15.55 samler vi os på to stuer, hvor vi er sammen, indtil de sidste børn er hentet, og vi lukker klokken 17.