Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

Samarbejdet mellem os i Eventyrhaven og jer forældre er meget vigtigt for, at jeres barn har det godt. Det vigtigste for os er, at I oplever Eventyrhaven som et trygt og udviklende sted, hvor jeres barn er glad for at komme.

Nøgleord for et godt samarbejde mellem os og jer er:

  • Tryghed: Vi skaber tryghed, så dialogen kan være åben.
  • Forældreinvolvering: Både i hverdagen og ved arrangementer.
  • Rådgivning: Vi giver gerne gode råd, når vi har dem eller undersøger, hvad rådet kan være, hvis vi ikke ved det. Ligeledes modtager vi gerne gode råd, når det gælder jeres barn.
  • Gensidig respekt: I kender barnet bedst, og I har forventninger til os. Vi har rutiner og faglig viden. Disse to verdener må mødes så respektfuldt som muligt.
  • God kontakt: Intet er for småt at tage op, så henvend jer til os, hvis der er noget, I undrer jer over og vi uddyber gerne hvorfor vi gør som vi gør pædagogisk/didaktisk.
  • Personlig oplysning: Hvis der er informationer som vi ikke skal involvere barnet i, går vi i et andet rum og taler om det.

I forældrehåndbogen nederst her på siden kan I læse mere om vores tilgang til aflevering og afhentning, sygdom, søvn, måltider og sukker.

Aula

Aula er en digital kommunikationsplatform for forældre og medarbejdere i dagtilbud - det er vores forældreintra. Det er vigtigt at I som forældre er på Aula. Kommunikationen på Aula supplerer de fysiske møder og samtaler, vi har med hinanden og er med til at sikre det gode samarbejde.

Vi bruger Aula til at sende praktiske oplysninger og datoer for arrangementer og til at give jer et indblik i, hvad jeres barn laver her i Eventyrhaven.

Når jeres barn er sygt eller holder fri, skal I melde det på Aula.

Forældresamtaler og forældremøder

Udover den daglige dialog i garderoben og på Aula, så har vi også faste forældresamtaler, hvor der er god tid til at snakke om, hvordan jeres barn trives og udvikler sig.

Vi inviterer til en opstartssamtale i den første tid, efter jeres barn er starten her i Eventyrhaven. Derudover holder vi en årlig samtale, hvor vi taler om det, der rører sig hos jeres barn. Og så holder vi samtaler, når jeres barn skal skifte først til Vanddråben og senere til skole.

En gang om året holder vi forældremøde for hele Eventyrhaven.

Forældreråd

I forældrerådet er du med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik, der præger de konkrete aktiviteter, som børnene og de voksne er sammen om i Eventyrhaven. Du har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. Du kommer tæt på dagligdagen i Eventyrhaven og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.

Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder, og valg til forældrerådet sker en gang årligt på et forældremøde for hele institutionen. Hvis du er interesseret i at deltage i forældrerådsarbejdet, kan du kontakte vores pædagogiske leder og høre mere.

Forældrerådet holder møder fire gange om året.

Forældrebestyrelse

I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.

Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder seks gange om året.

Du kan læse mere om, hvordan du som forælder kan få indflydelse på dit barns hverdag her.

Dokumenter

Forældrehåndbog

Shape Created with Sketch.